Guacamolesalat med friske asparges
Jeg begyndte at lave mine guacamolesalater, fordi jeg synes, guacamole altid er bedre end ingen guacamole. Så hvorfor ikke bare lave salat med indbygget guacamole? Her er en version med et dejligt knas fra de friske asparges. Spis den for eksempel til mad med mexicansk eller italiensk præg. Den er også god som “pålægssalat” på frisk fransk- eller rugbrød.
4 personer/ en stor skål
INGREDIENSER
1 avocado, most med soyamælk, citron, hvidløg og lidt salt
1 bundt friske grønne asparges, snittet i 1 cm stykker
1 pakke babysalatblade eller tilsvarende mægde anden grøn salat
1 fed hvidløg, fint revet
½ dl soyamælk (alle typer kan bruges)
3 spsk. citronsaft
1 knivspids salt
4 modne tomater
SÅDAN GØR DU
Rens og snit først de grønne asparges i 1 cm lange stykker. Put dem op i en anden skål, end den du vil lave salaten i. Smid et lille drys salt med i skålen. Sæt en kedel vand til at koge. Når vandet spilkoger, hælder du det straks over de grønne asparges og giver dem hermed en nænsom blanchering. Efter ca. 10 sekunder hælder du vandet fra dem igen. Hæld de dampende asparges ud på en middagstallerken og stil dem til at køle af, imens du laver resten af salaten.
Skær den modne avocado over, og skrab kødet ud med en gaffel og over i en salatskål. Den må meget gerne være lidt grov, så mos den ikke for meget. Bland nu avocadomosen med soyamælk, citron, hvidløg og lidt salt i bunden af din salatskål. Nu har du guacamolen klar til at blande med resten af ingredienserne.
Vask tomaterne, og skær dem i ca to cm tykke tern. Bland dem straks i guacamolen.
Skyl nu salaten grundigt og slyng den tør i en salatslynge. Hvis du ikke har en salatslynge, kan du klappe den tør på et rent viskestykke. Snit salaten fint og bland den med i guacamolen.
Bland til sidst de afkølede asparges i.
Server salaten straks eller sæt den i køleskabet imens du laver resten af maden færdig.
Pingback: alle opskrifter | Op med Grøntsagerne·
Pingback: alle opskrifter | Veganisme Blogs·